Hvem beskytter lille Madeleines kidnapper? Det spørgsmål stiller en tidligere efterforsker i sagen, som mener, at pigen, der forsvandt i 2007, og som bliver 14 i maj, sagtens kan være i live et sted derude.

Det siger han til Mirror.

Dave Edgar var efterforskningsleder af en privat efterforskning, indtil engelsk politi overtog sagen fra ham i 2011.

Sagen om Madeleine McCann har været omgærdet af en del mystik og beskyldninger.

Det eneste, man med sikkerhed ved, er, at hun blev meldt savnet kort efter klokken 22:00 den 3. maj 2007.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet Maddie og hendes to yngre tvillingesøskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov. Godt hver halve time tjekkede de til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Madeleine McCann var forsvundet.

Dave Edgar mener, at kidnapperen af Madeleine McCann må have fortalt om kidnapningen, og at der derfor må være nogen derude, der ved, hvad der skete med lille Madeleine McCann, da hun i 2007 forsvandt fra den portugisiske ferieby Praia da Luz.

»Bortførerne kan ikke holde det for dem selv, og al erfaring taler for, at de betror sig til en bekendt,« siger Dave Edga og opfordrer til, at man kommer frem med sin beretning, hvis nogen har betroet sig.

De to tidligere hovedmistænkte, en tidligere dømt pædofil, der boede i området, og en stofmisbruger, der arbejdede i området, havde ifølge Dave Edgar ikke noget med sagen at gøre. Begge personer er afgået ved døden i dag.

Madeleine MacCann har snart været forsvundet i ti år, men Dave Edgar tror fortsat på, at pigen er i live.

Han slår fast, at der ingen beviser er på, at Madeleine McCanns forældre, Kate og Gerry McCann var involveret i kidnapningen.

Han mener derimod, at kidnapningen, som var meget veltilrettelagt, var seksuelt motiveret og muligvis orkestreret af en bande med tråde til børneprostitution.

Udtalelserne kommer i kølvandet på en dom fra Portugal, som har slået fast, at Gonçalo Amaral, som var en af de portugisiske efterforskere i sagen, gerne må udgive en bog, hvor han anklager Kate og Gerry McCann for at have løjet om kidnapningen, fordi Madeleine McCann var død i lejligheden. Madeleine McCanns forældre har ellers protesteret voldsomt mod bogudgivelsen.

Og mens Dave Edgars ikke mener, at Madeleine McCanns forældre har noget med sagen at gøre, så er det vigtigt, at hver en sten bliver vendt.

»Så længe der ikke er fundet et lig, så er der en efterforskning i gang, og så er der altid håb,« siger Dave Edgar, som mener, at Madeleine McCann kan være holdt fanget i en kælder eller lignende, som man blandt andet så det med Natascha Kampusch i Østrig.