Trump får modstand fra egen rækker såvel som i en ny video fra sin politiske modstander Hillary Clinton.

Berlin. Paul Wolfowitz, en tidligere rådgiver for den amerikanske præsident George W. Bush, siger til den tyske avis Der Spiegel, at han ikke agter at stemme på den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, skriver Reuters.

Wolfowitz, der også er tidligere republikansk viceforsvarsminister og præsident for Verdensbanken, siger at han i stedet vil stemme på demokraternes Hillary Clinton ved præsidentvalget til november, selv om han gør det med "alvorlige forbehold".

Ifølge Wolfowitz er det Trumps fascination af den russiske præsident Putin, og Trumps meninger om Kina, der udgør en sikkerhedsrisiko.

- Det er vigtigt at gøre det klart, hvor uacceptabel han er, er Wolfowitz citeret for at sige til den tyske avis.

Med sin udtalelse melder Wolfowitz sig i rækken af kritikere fra det republikanske parti, der har undsagt præsidentkandidaten.

Han ønsker ikke at stemme på Hillary Clinton, men kan heller ikke få sig selv til at stemme på den republikanske kandidat.

- Jeg ville ønske, der var en kandidat, som jeg kunne støtte entusiastisk. Jeg bliver nødt til at stemme på Hillary Clinton, selv om jeg har alvorlige forbehold mod hende, siger han til avisen.

Kritikken fra Wolfowitz kommer samme dag som den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton har lanceret en kampagnevideo, der er går mod Trump, og især skal appellere til de sorte vælgere.

I videoen ses et klip af Donald Trump fra en kontroversiel tale, hvor han adresserer de sorte vælgere med ordene "hvad har I at miste".

Samtidig refererer kampagnevideoen til et ældre sagsanlæg fra 1970'erne mod Donald Trump, hvor han var anklaget for racisme.

Vælgerne skal vælge den nye arvtager til nøglerne til Det Hvide Hus ved præsidentvalget den 8. november 2016.

/ritzau/Reuters