De ukrainske sikkerhedsstyrker har anholdt adskillige bevæbnede russiske soldater på ukrainsk territorium tæt på separatist højborgen Donetsk. De havde krydset grænsen ved en fejl, lyder det fra Rusland.

UKRAINE: Ukraine har tilsyneladende tilbageholdt ti russiske faldskærmssoldater, der opholdt sig ulovligt på ukrainsk territorium, ikke langt fra oprørsbyen Donetsk. Det skriver flere udenlandske medier.

Ukraines forsvarsminister, Valeriy Geletey, siger ifølge globalpost.com, der citerer nyhedsbureauet AFP, at soldaterne blev fanget mandag. De er efterfølgende blevet afhørt om deres ulovlige ophold i Ukraine, oplyser myndighederne.

»Russiske soldater er blevet tilbageholdt med personlige papirer og våben,« står der i en pressemeddelelse fra Ukraines sikkerhedstjeneste.

Rusland har flere gange benægtet, at landet aktivt støtter de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine, der ønsker at løsrive sig. Den ukrainske regering såvel som vestlige støtter betvivler dog dette, og med anholdelsen af de bevæbnede soldater, er der udsigt til, at det i forvejen anspændte forhold mellem Rusland og Ukraine ser ud til at blive forværret. Kilder i det russiske forsvarsministerium siger dog ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass, at soldaterne krydsede grænsen ved en fejl.

Anholdelsen af de russiske soldater sker forud for et vigtigt møde tirsdag mellem den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, ved et topmøde i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Mødet sker under deltagelse fra Hviderusland og Kasakhstan, og det er uvist, om Putin og Porosjenko også vil mødes på tomandshånd, og om de kan bygge bro over deres uenigheder.

Rusland kræver en ubetinget våbenhvile i det østlige Ukraine, hvor den ukrainske hær har overtaget i forhold til de prorussiske oprørere, som regeringen i Kiev frygter, vil få fornyet styrke, hvis den løsner grebet i regionen.

Det har fået russerne til at foreslå, at Ukraine begynder at forhandle med oprørerne. Men fordi de ukrainske myndigheder opfatter oprørerne som havende tætte bånd til Kreml, har deres modsvar været, at Rusland selv bør forsøge at overbevise separatisterne om, at de skal nedlægge våbnene. Det skriver BBC.

Hidtil har flere end 2.000 mennesker mistet livet under kampe mellem de ukrainske sikkerhedsstyrker og de prorussiske oprørere.