FRANKRIG: Ti personer er såret, efter en varevogn mandag kørte gennem en menneskemængde ved et julemarked i Nantes i Frankrig, skriver Reuters.

Fem personer er alvorligt sårede, inklusive chaufføren.

Den lokale avis Ouest France citerer vidner og en politibetjent, der befinder sig på stedet, for at chaufføren af varevognen råbte »Allahu Akbar« (Allah er stor, red.) og stak derefter sig selv med en kniv, skriver Reuters.

Julemarkedet er blevet evakueret af politiet.

Det er tredje gang på få dage, at Frankrig bliver ramt af episoder som denne.

Søndag gik det ud over fodgængere i byen Dijon, hvor en psykisk ustabil mand sårede 11 mennesker efter at have kørt ind i fodgængere fem forskellige steder i byen. Manden blev til sidst skudt af politiet.

Lørdag lykkedes det en anden mand at såre tre politibetjente i Tours, før han blev skudt af politiet. Han gik til angreb på betjentene på den lokale politistation, mens han råbte »Allahu akbar«, skriver tv2.dk

BNB