JAPAN: Bjergvulkanen Mount Ontakes pludselige udbrud lørdag frygtes nu at have kostet mindst 36 bjergbestigere livet. Ti personer er bekræftet døde, oplyser japanske myndigheder til Reuters.

Det opjusterede tabstal er blevet udsendt, efter redningsfolk på toppen af bjergvulkanen, der er dækket af et tykt lag af grå aske, mandag fandt fem nye ofre for udbruddet på Japans næsthøjeste aktive vulkan.

Mount Ontake, der ligger 200 kilometer vest for Tokyo, er et populært turistmål for klatrere og vandrere, der vil nyde de smukke naturomgivelser, og bjerget var også godt besøgt lørdag, da vulkanen gik i udbrud uden varsel. De 36 bjergbestigere menes at være blevet fanget på toppen af pyroklastiske askelaviner, der med andre ord er glohed aske, der vælter ned af bjergskråningen med flere hundrede kilometer i timen.

I alt strandede cirka 250 mennesker nær toppen af den japanske vulkan, da den gik i udbrud uden varsel, men de fleste nåede i sikkerhed.

Myndighederne oplyser videre, at 63 personer er blevet såret ved udbruddet, flere med brækkede knogler, da den kraftige eksplosion slyngede sten og klippestykker flere kilometer ned af bjergets side. Otte er fortsat meldt savnet, men embedsmænd udtaler, at nogle af dem muligvis er blandt de dræbte.

Reuters skriver, at flere end 500 personer har deltaget i redningsaktionen på vulkanen mandag, der dog blev afbrudt for få timer siden, da lugten af svovl tog til på toppen af bjerget, hvilket kan betyde, der kommer giftige gasser fra vulkanens krater.

Japan er et af de lande i verden med mest seismologisk aktivitet, men det seneste dødelige vulkanudbrud i Japan fandt sted i 1991, da 43 mennesker mistede livet, da Mount Unzen gik i udbrud i det sydvestlige Japan.