Labour forsøgte forgæves at tvinge Theresa May til at ændre på nedskæringer og øge offentlige lønninger.

London. Regeringen under premierminister Theresa May overlevede onsdag den første afstemning i parlamentet siden valget, hvor de konservative mistede deres flertal.

Afstemningen gjaldt et udspil fra arbejderpartiet Labour. Partiet forsøgte at tvinge Theresa May til at ændre på nedskæringer og besparelser og øge lønningerne i den offentlige sektor.

Afstemningen blev vundet af regeringen med 323 stemmer mod 309 stemmer.

Det ventes, at Labour vil udfordre den noget skrøbelige regerings linje med hyppige udspil, som skal til afstemning.

Forud for afstemningen havde der været flere dages intens debat om regeringens program for de kommende to år.

May, og lederen af det nordirske parti DUP, Arlene Foster, underskrev tidligere på ugen en regeringsaftale. Den indebærer, at DUP træder til og støtter de konservative ved vigtige afstemninger.

DUP har lovet støtte til den konservative regerings finanslov og økonomiske udspil.

Desuden skal DUP støtte regeringen i forhandlingerne om brexit, Storbritanniens udmeldelse af EU. Det samme gælder i lovgivning om den nationale sikkerhed.

Forster siger, at aftalen indebærer forøget støtte til Nordirland på en milliard pund (over 8,47 milliarder kroner) over de kommende to år. Pengene skal gå til infrastruktur, sundhedsvæsen og skoler i Nordirland.

DUP og regeringen i London enes om, at Nordirland aldrig må forlade Storbritannien. Men aftalen indeholder også adskillelse af DUP og den britiske regerings rolle, når der skal findes en politisk løsning i Nordirland.

Nordirland har i dag ingen regering, efter at en skandale i januar bragte en DUP-ledet regering til fald.

/ritzau/Reuters