THAILAND: Den 28-årige mand, der har været tilbageholdt siden 29. august, er identisk med »manden med den gule T-shirt«. Det oplyser thailandsk politi, skriver flere internationale medier.

Ifølge CNN har manden tilstået over for politiet, at han placerede den bombe, der 17. august dræbte 20 personer og sårede 120 andre ved et tempel i Bangkok.

Den 28-årige har ifølge oplysningerne erkendt, at han er den mand i en gul T-shirt, der på en video ses placere en rygsæk - indeholdende bomben - bag en bænk og siden roligt spadserer væk og derefter kørt væk på en motorcykel.

»Han har indrømmet, at han er manden på billedet,« siger talsmanden for det thailandske politi, Prawut Thavornsiri, til CNN.

Den 28-årige, der optræder under flere identiteter, vil i løbet af lørdagen blive ført til gerningsstedet sammen med en anden anholdt mand. De to vil blive ført til den jernbanestation, hvor de mødtes for at bytte rygsæk, så den 28-årige fik den, der indeholdt bomben. Yderligere vil de blive konfronteret med stedet, hvor de smed den mobiltelefon, der blev brugt til at udløse bomben.

Der hersker endnu usikkerhed omkring den 28-åriges sande identitet, men hans advokat har tidligere hævdet, at hans klient er født i Kina og flyttede til Tyrkiet i 2004.

Ifølge den britiske avis The Guardian har det thailandske politi givet udtryk for, at terrorangrebet ikke var politisk motiveret, men planlagt af en kriminel bande, der smugler uighuriske muslimer ud af Kina til Tyrkiet, og at angrebet var en hævnaktion for, at myndighederne har spændt ben for den trafik.

Uighurerne bor i den kinesiske Xinjiang-provins, hvor de angiveligt udsættes for undertrykkelse af de kinesiske myndigheder, og en del er flygtet til Thailand.

Thailand deporterede i juli 109 uighurer tilbage til Kina, hvilket udløste international fordømmelse.

Fredag udstedte politiet i Thailand ifølge CNN yderligere 17 arrestordrer på mistænkte medlemmer af det kriminelle netværk bag bomben i Bangkok.

To af de mistænkte menes at have anskaffet de SIM-kort, der blev brugt til at udløse bomben.