AUSTRALIEN: En mand, der angiveligt står bag flere trusler mod den australske premierminister, er tirsdag blevet skudt og dræbt af politiet i Melbourne.

Ifølge den australske TV-station ABC var den 18-årige mand blevet indkaldt til forhør på en lokal politistation. Han kom i håndgemæng med flere politifolk uden for stationen, og to betjente blev stukket ned, inden manden blev skudt.

Betjentene er begge blevet indlagt på hospitalet. Den ene meldes i kritisk men stabil tilstand.

Øjenvidner fortæller til avisen The Age, at den 18-årige råbte slagord mod premierminister Tony Abbott og den australske regering, inden han angreb politifolkene. Ifølge flere medier havde manden fået sit pas annulleret.

Området omkring politistationen er blevet spærret og undersøges nu af bomberyddere.

BNB