Over 100 elever og lærere er omkommet under det angreb, som Taleban har udført mod en militærskole i Peshawar i Pakistan. Ifølge den store pakistanske avis Dawn er 104 blevet dræbt under angrebet - heraf 84 børn.

Tirsdag middag lokal tid angreb fem-seks Taleban-krigere skolen. Det kom til skudveksling med militærpersonalet på skolen, og flere elever blev indledningsvis meldt dræbt. Kampene menes stadig at finde sted, men Dawn skriver, at flere af terroristerne har sprængt sig selv i luften på skolen, hvilket kan forklare den hastige stigning i antallet af dræbte.

Den islamistiske milits bekræfter, at den står bag angrebet, og meddeler i en udtalelse, at man har sendt selvmordsbombere ind på skolen. I samme udtalelse forsikrer bevægelsen ifølge Reuters om, at målet er det militære personale på skolen og ikke de mange elever. Det til trods menes størstedelen af de omkomne at være studerende.

Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, kalder angrebet for en national tragedie.

»Det er mine børn, og det er mit tab,« siger han ifølge Dawn.

Omkring 500 elever og lærere menes at opholde sig på skolen, men det er i øjeblikket usikkert, om de bevæbnede Taleban-krigere har taget kontrol over skolen, og hvor mange af eleverne der i så fald bliver holdt som gidsler.

Området omkring skolen er blevet lukket, og flere medier beretter om en massiv tilstedeværelse af militære køretøjer og personel.

Det var fem til syv mænd, der iført militære uniformer og tungt bevæbnede, indtog skolen, som ligger i Peshawar i det nordvestlige Pakistan. Området grænser op til Afghanistan, og Taleban står stærkt i området.

En talsmand fra bevægelsen siger ifølge BBC, at tirsdagens angreb er en hævnaktion, efter at det pakistanske militær i de seneste måneder menes at have dræbt flere hundrede Taleban-krigere i en storoffensiv.

BNB