Gruppen, der stod bag fire døgns blodig gidselaktion i den algeriske ørken, truer med nye aktioner, med mindre den militæraktion, som Frankrig står i spidsen for i Mali, stopper.

Reuters skriver, at Mulathameen Brigaden eller »Blodets Brigade«, der har påtaget sig skylden for aktionen mod gasanlægget i ørkenen, hvor mindst 60 gidsler blev dræbt, har udsendt en ny trussel:

- Vi lover alle lande. som deltager i korstoget i Azawad (en lokal betegnelse for det nordlige Mali, red.), at vi vil gennemføre flere aktioner, hvis de ikke ændrer deres beslutning, lyder det.

Samtidig hævder gruppen, at den var i forhandlingskontakt med de algeriske myndigheder om gidslerne, men at en ledende efterretningsofficer skulle have sagt, at gasanlægget og alle, der var samlet på det, ville blive tilintetgjort.

Flere ledere i lande, hvor de dræbte gidsler kom fra, har givet udtryk for kritik af, at de ikke blev informeret på forhånd om, at algerierne ville angribe.

Ud over gidslerne blev mindst 20 terrorister dræbt. så det samlede dødstal nu er på 80.

Den øverste leder for terrorgruppen Mokhtar Delmokhtar udsendte personligt en lignende trussel i fredags, hvor gidseldramaet stadig kørte i højeste gear.