Yderligere en person er død, efter en lastbil bragede ind i en menneskemængde i Stockholm for få uger siden.

Det skriver Aftonbladet.

Der skulle være tale om en kvinde i 60'erne, der fredag formiddag døde af sine kvæstelser på et nærliggende sygehus. Det svenske politi ønsker ikke at oplyse yderligere, skriver Aftonbladet.

Dermed er dødstallet efter angrebet steget til fem personer.

Angrebet i Stockholm fandt sted 7. april og kostede fire personer livet. 15 personer blev såret.

Det skete ved stormagasinet Åhléns i Drottninggatan i det centrale Stockholm, da en lastbil bragede ind i fodgængere. Det er blevet betegnet som et terrorangreb af de svenske myndigheder.

Svensk politi har anholdt en 39-årig usbekisk mand, der var blevet udvist af Sverige, for angrebet. Han er fortsat fængslet.

Den 39-årige erkendte få dage efter et grundlovsforhør, at det var ham, der sad bag rattet i den lastbil, der kørte ind i menneskemængden i den svenske hovedstad.

Det er siden angrebet kommet frem, at han tidligere har udtrykt sympati for "ekstreme organisationer", deriblandt den militante bevægelse Islamisk Stat.