FBI har modtaget et 'meget specifikt' tip om et muligt terrorangreb, der skulle finde sted i Los Angeles tirsdag.

Det skriver flere medier, heriblandt Los Angeles Times.

FBI modtog tippet mandag, hvor en anonym mand angiveligt har oplyst en udenlandsk regering på den anden side af Atlanten fra USA om det planlagte terrorangreb. Den pågældende regering har så oplyst en terrorbekæmpelsesgruppe hos FBI om truslen, oplyser Deidre Fike, der er vicedirektør for FBI i Los Angeles, på et pressemøde mandag aften. Man vil dog ikke oplyse, hvilket land tippet kommer fra.

»Information blev overbragt til os denne morgen til FBIs Joint Terrorism Task Force (terrorbekæmpelsesgruppe, red.) fra vores internationale samarbejdspartnere, der handlede om en potentiel trussel, der kom fra en anonym telefonlinje,« fortæller Deidre Fike.

Politiet og FBI undersøger nu opkaldets troværdighed, men har allerede valgt at reagere, siger Charlie Beck, der er politichef i Los Angeles, ifølge Los Angeles Times.

»Vi har ikke tid til at afvente på denne trussel, som vi normalt ville gøre. Den her skulle vi reagere hurtigt på.«

Det pågældende tip skulle gå på, at terrorangrebet skulle ske på metrolinje rød i Los Angeles ved stationen ved Universal City, der ligger tæt på forlystelsesparken Universal Studios. Derfor opruster politiet i Los Angeles sikkerheden kraftigt tirsdag.

Borgmesteren i byen, Eric Garcetti, opfordrer folk til at være tålmodige og forberede sig på tilfældige gennemsøgninger af tasker, mens han selv forklarer, at han vil køre med 'rød linje' tirsdag morgen lokal tid. Derudover skal folk indmelde enhver mistænkelig adfærd på metrolinjen.

Den pågældende linje forbinder det nordlige Hollywood med centrum af Los Angeles og har omkring 150.000 rejsende.