Den norske telegigant, Telenor, trues med massive dagbøder, hvis ikke selskabet får etableret en automatiske spærretjeneste i forbindelse med brug af mobiltjenester i udlandet.

Post- og Teletilsynet i Norge har tirsdag gjort Telenor opmærksom på, at der fra 1. august vanker dagbøder på 20.000 norske kroner, hvis ikke selskabet indfører en automatisk advarsels- og spærretjeneste for kunderne.

Ifølge nye EU-regler har alle mobilselskaber pligt til at indføre den automatiske tjeneste inden 1. juli 2010, så kunderne er beskyttet mod skyhøje regninger, når de henter data på rejse i EU og EØS-landene.

Når regningen for at hente data når 500 norske kroner, skal muligheden for at hente flere data spærres, hvis ikke brugeren aktivt beder om en højere beløbsgrænse.

Den tjeneste er ikke på plads hos Telenor i Norge, der hævder, at kunderne selv skal sørge for tjenesten.

- Vi er forskrækkede over, at Telenor, som er en betydelig norsk og europæisk mobilleverandør, ikke har den tjeneste på plads, siger Post- og Teletilsynets direktør Willy Jensen, og tilføjer:

- Vi kan ikke acceptere, at selskabet beder kunderne om selv at tage skridt til at beskytte sig mod høje regninger, når Telenor har ansvaret.

Telenor er Skandinaviens største teleselskab. I Danmark har selskabet købt op i branchen og leverer foruden telefoni også bredbånd og tv-signaler.

Og netop Telenor Danmark har haft spærringsfunktionen siden 1. maj. Spærringen sikrer, at når kunden har brugt 80 procent svarende til 360 kroner, får man en besked om, at man snart rammer loftet.

Når man når 100 procent svarende til 450 kroner spærres der for data roaming, hvis man ikke aktivt har bedt om et nyt loft. Tjenesten er gratis og gælder ud over EU også alle andre lande i verden, oplyser Telenor Danmark

/ritzau/NTB