Den amerikanske præsident og den israelske premierminister har længe været uenige om, hvordan man skal møde den iranske atomtrussel. En telefonsamtale har blødt fronterne op.

USA: Iran har gennem længere tid gjort forholdet mellem præsident Barack Obama og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ret køligt, fordi de to ledere ikke er enige om, hvordan man forhindrer Iran i at udvikle atomvåben.

Forholdet er så anspændt, at selv om Netanyahu i disse dage befinder sig i USA i forbindelse med FNs Generalforsamling, har Obama valgt ikke at mødes med ham. Det betyder dog ikke, at der ikke er kontakt mellem de to. Fredag talte de i telefon, og da begge havde lagt røret, udsendte Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters en erklæring, der understreger en nyfunden enighed.

- De to ledere understregede, at de er fuldstændig enige om, at deres fælles mål er at forhindre Iran i at få atomvåben, lyder det i erklæringen.

Den indeholdt til gengæld ingen forklaring på, hvorfor den amerikanske præsident ikke ønsker at udstede et ultimatum til det iranske styre, hvilket Benjamin Netanyahu ellers har krævet. Den israelske premierminister talte torsdag til FNs Generalforsamling, og her signalerede han, at der ikke kommer noget israelsk angreb på Iran på denne side af det amerikanske præsidentvalg.

Ifølge Reuters vil Netanyahu senere på fredagen tale i telefon med Obamas republikanske rival, Mitt Romney.