Trayvon Martins eneste 'forbrydelse' var, at han var sort. En lokal privat-vagtmand fandt ham 'provokerende' og 'farlig'. Og derfor blev Trayvon, der blot havde været i døgnkiosken for at hente slik og is-te til sin bedstemor, skudt og dræbt. Politiet i Florida vil ikke anholde morderen.

Lige nu er hele USA i oprør.

Titusindvis af sorte, hvide, asiatiske og spansk-talende amerikanere demonstrere for at få retfærdighed for den ubevæbnede teenager, der blev dræbt 26. februar.

Og samtlige amerikanske tv-kanaler har sat Trayvonsagen øverst på dagsordenen.

Den lokale politichef i Orlando er midlertidigt trådt tilbage. FBI er trådt ind for at undersøge sagen til bunds. Og fredag blandede USAs præsident Barack Obama sig for første gang i debatten.

- Hvis jeg havde en søn, ville han sikkert ligne Trayvon. Og det er en tragisk sag, sagde Obama, der ligesom FBI-ledelsen lover, at sagen nu vil blive undersøgt ordentligt.

Men allerede før FBI-undersøgelsesresultaterne er indhentet og offentliggjort, ser Trayvon-sagen mildest talt foruroligende ud.

Tidligt på aftenen 26. februar var den 17-årige football-stjerne Trayvon (sammen med forældrene) på besøg hos sine bedsteforældre i et såkaldt gated community i nærheden af Disney-byen Orlando i Florida.

Han var på vej hjem fra en 7-Eleven-kiosk, hvor han havde hentet en kop is-te til sin bedstemor og noget slik til resten af familien.

Og Trayvon snakkede i telefon med sin kæreste, da han opdagede, at han blev forfulgt af en ukendt mand i en stor SUV-bil.

I bilen sad den 28-årige George Zimmerman, der var selvudnævnt vagtmand for villakvarterets såkaldte 'neighborhood watch' (hvor naboerne holder øje med hinandens huse og eventuelt mistænkelige personer).

Og han synes, at Trayvon så 'meget mistænkelig ud'.

På opfordring fra kæresten, begyndte Trayvon at gå hurtigere. Og det var kort tid efter dette, at Zimmerman tilsyneladende steg ud af bilen og konfronterede den 'mistænkelige' teenager.

'Vagtmanden' snakkede også i telefon - med alarmcentralen.

Og de gav ham klar besked: gå ikke hen til manden, du finder mistænkelig. Men dén ordrer overhørte George Zimmerman tilsyneladende.

I hvertfald hørte kæresten noget, der lod som en konfrontation via telefonen.

- Hvorfor forfølger du mig, spurgte Trayvon Martin.

- Hvad laver du her i området, spurgte George Zimmerman.

Så blev Martins telefon tilsyneladende tabt på jorden. Både kæresten og nogle vidner i nærheden hørte noget, der lød som slag eller skub.

En ung drengestemme klynkede og råbte om hjælp. Men al lyd stoppede, efter ét skud fra George Zimmermans 9 millimeter pistol blev affyret.

Nu lå Trayvon død på jorden. Politiet ankom. Og mens teenageren blev kørt på hospitalet og her blev erklæret død, blev Zimmerman taget med på politigården.

Her blev han afhørt. Men i lyset af Floridas såkaldte 'Stand your ground'-lov. hvor alle, der føler sig truet på livet (også uden for hjemmet) har lov til at forsvare sig med dødelig magt (som en pistol).

Ironisk nok blev kun den døde sorte teenagers blod undersøgt for evt stoffer og alkohol. Ingen seriøse vidneforklaringer blev indsamlet.

Og senere samme aften fik George Zimmerman lov til at gå hjem - som en fri mand.

- Han forsvarede bare sig selv, sagde politiet, der forøvrigt godt kender manden, som store dele af USA nu kalder 'morder'

George Zimmerman har nemlig deltaget i flere kurser for at blive frivillig politimedhjælper.