USA: Tre teenagere er fortsat i kritisk tilstand efter fredagens skoleskyderi i Marysville i den amerikanske delstat Washington.

De tre, en 15-årig dreng og to 14-årige piger, blev alle skudt i hovedet, da en ung mand, der selv var elev på skolen, åbnede ild.

Joanne Roberts, læge ved sygehuset Providence Regional Medical Center, oplyser ifølge amerikanske medier, at begge pigerne er blevet opereret i hovedet.

»De næste tre dage bliver afgørende,« siger hun.

En fjerde elev blev også alvorligt såret i skudepisoden på Marysville-Pilchuck High School, men han vurderes ikke at være i livsfare.

Skudepisoden kostede en pige livet, og gerningsmanden skød sig selv.

Politiet efterforsker fortsat motivet til skyderiet.

BNB