17-årige amerikanske Brittanee Drexel forsvandt i 2009 under en ferie. Fredag meldte en FBI-agent ud, at man nu har en teori om, hvad der skete med teenageren.

En ferie ved Myrtle Beach i South Carolina i 2009 fik fatale konsekvenser for dengang 17-årige Brittanee Drexel. Teenageren, der oprindeligt er fra New York, led ifølge FBI en grim skæbne.

Hun forsvandt sporløst, og i fredags meldte FBI for første gang ud, at man mistænker, at den unge pige blev holdt fanget. Her blev hun angiveligt gruppevoldtaget, skudt og til sidst fodret til alligatorer.

Det skriver Post and Courier, der har fået fat i et udskrift fra domstolen, hvor agenten Gerrick Munoz fortæller, hvad FBI mener, der er sket med den unge pige.

Brittanee Drexel tog på ferie i april 2009, uden at hendes forældre vidste det. De troede, hun stadig var i New York. Den 17-årige pige gik fra sin vens hotel den 25. april og blev ikke set siden.

Gerrick Munoz fortæller, at det angiveligt lykkedes for den mistænkte, Timothy Da’Shaun Taylor at komme i kontakt med teenageren, hvorefter han tog hende med hen til en gruppe venner. En information politiet fik fra en indsat i Georgetown County:

»Han viste hende frem og introducerede hende til nogle andre venner, der også var der. De endte med at snyde hende til at være sammen med nogle af deres andre venner. De tilbød dem at få hende og startede en menneskehandelssituation,« beretter Gerrick Munoz, at den indsatte har fortalt.



FBI mener, at Brittanee Drexel blev holdt fanget minimum tre dage, da de kunne spore hendes telefon lige udenfor byen McClellanville, der ligger omkring en time fra stedet, hun blev kidnappet fra.

Da sagen om kidnapningen ramte medierne, mener FBI, at kidnapperen kunne mærke, han havde et problem – derfor blev hun dræbt.

FBI mener, at Brittanee Drexel blev holdt fanget i McClellanville, der ligger omkring en time fra Myrtle Beach, hvor hun holdt ferie.
FBI mener, at Brittanee Drexel blev holdt fanget i McClellanville, der ligger omkring en time fra Myrtle Beach, hvor hun holdt ferie.
Vis mere


Indsat var vidne til misbrug og mord

Og netop i den forbindelse kaster FBI lys over, hvad der egentlig skete med den forsvundne pige. En tidligere indsat, Taqaun Brown, har i en fængselsbekendelse fortalt, at han besøgte huset, hvor hun blev holdt fanget.

Han har fortalt, at han så Timothy Da’Shaun Taylor, der dengang var 16, i færd med at misbruge hende seksuelt. Da hun prøvede at flygte, lykkedes det for gerningsmanden og hans far at fange hende.

De slog hende med en pistol, tog hende med tilbage i huset og skød hende. Efterfølgende så Taqaun Brown at hendes lig blev slæbt væk.

FBI-agenten fortæller også, at flere vidner har fortalt, at teenagerens lig blev smidt i en sø med alligatorer. På trods af at have ledt i 14 af slagsen, er det endnu ikke lykkedes at finde Brittanee Drexels lig.



Moren til Timothy Da’Shaun Taylor kalder dog historien for skør og mener, det er noget efterforskerne har fundet på for at få sønnen til at tilstå forbrydelsen. Hun fortæller, at de er trætte af beskyldningerne, der ifølge hende kun kommer for, at FBI kan lukke sagen.

Gerrick Munoz fortæller dog, at historien om Brittanee Drexels skæbne bakkes op af flere vidner og informationer. Timothy Da’Shaun og hans far er dog stadig blot mistænkte, da der mangler fældende beviser i sagen.