Hvis du fandt over en million kroner på bagsædet af din bil, ville du så aflevere eller beholde dem?

Det dilemma stod den 72-årige taxachauffør Raymond MacCausland i lørdag, da han havde sat en kunde af og fandt et større pengebeløb på bagsædet.

Det skriver CNN.

Efter en kort køretur, havde kunden bedt MacCausland om at holde ind et par minutter foran et motel, men efter en halv time var manden stadig ikke vendt tilbage.Taxachaufføren blev bekymret og forlod sin bil for at spørge, om nogen på motellet havde set manden.

Det havde personalet imidlertid ikke, og herefter vendte Raymond MacCausland tilbage til sin bil, hvor han opdagede et usædvanligt fund på bagsædet. Her lå kundens taske, og i sin søgen på noget identifikation på den forsvundne kunde, fandt chaufføren i stedet en taske fyldt med penge.

187.000 dollar - eller 1,2 millioner danske kroner for at være helt præcis.

Her kunne 72-årige Raymond MacCausland have valgt at sætte sig ind i sin bil igen, køre hjem og beholde pengene selv.

I stedet valgte han at køre til Boston politi og aflevere pengene.

Tilhørte en hjemløs

Det lykkedes herefter politiet at kontakte hotellet og få fat i passageren fra taxaen, som kunne bekræfte, at pengene var hans. Manden var hjemløs og havde lige hævet hele sin pension, hvorfor han var i besiddelse af det store pengebeløb.

Det oplyser Rachel McGuire fra Boston politi til CNN.

Han fortæller også, at manden havde en kvittering, der kunne bevise, at pengene var hans.

Beskeden findeløn

Politiet har kun rosende ord tilovers for den 72-årige taxachauffør med en 50 år lang karriere bag sig.

»Chaufføren udviste eksemplarisk opførsel og hans ærlige gerning fortjener at bliver anerkendt,« har politikommissær William Evans sagt i en udtalelse.

Raymond MacCausland fortæller, at det var helt naturligt for ham at aflevere pengene tilbage.

»Sådan er jeg opdraget. Jeg har fået at vide, at man skal gøre det rigtige,« siger han til CNN.

Tilsyneladende var passageren, der havde genfundet sine mange penge, ikke lige så imponeret over MacCauslands gode gerning, som politiet var.

For da politiet spurgte manden, hvorvidt han havde lyst til at give chaufføren en dusør, valgte han blot at give ham 100 dollar, svarende til lidt under 700 danske kroner.

MacCausland selv var da heller ikke just imponeret over den findeløn, som ifølge ham selv svarer til det, han får, når han har fundet en almindelig pung i sin bil.