Er du i Gambia?  Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

»Vi er gået ind i Gambia,« siger en talsmand for Senegals hær til Reuters, efter at den afgående gambiske præsident Yahya Jammeh fortsat afviser at gå af.

Talsmanden for Senegals hær, oberst Abdou Ndiaye, skrev beskeden om den militære operation i en sms til Reuters.

Kort forinden havde FN's Sikkerhedsråd i New York enstemmigt vedtaget at støtte Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) i et opgør med Gambias afgående præsident.

Samtlige 15 lande i Sikkerhedsrådet støttede resolutionen.

Adama Barrow, som sidste år blev valgt til Gambias præsident, blev torsdag taget i ed som sit lands nye præsident på den gambiske ambassade i nabolandet Senegal.

Barrow blev indsat i sit embede syv dage efter, at han søgte tilflugt i Dakar.

En stor ceremoni, som var planlagt på et stadion i Gambia, måtte opgives, fordi den afgående præsident nægter at trække sig.

»Dette er en dag, som ingen gambier nogensinde vil glemme i deres levetid,« siger Barrow i en tale, som han holdt umiddelbart efter at være blevet indsat i sit embede.

Barrow opfordrede indtrængende alle soldater til at blive på deres kaserner.

»De, som ikke gør, vil blive behandlet som oprørere,« siger han.

Yahya Jammeh har i et interview med BBC sagt, at han er klar til at lede det vestafrikanske land "i en milliard år - om Gud vil".

Han har siddet på magten siden et kup i 1994. I dag sidder han meget isoleret i en region, der kræver hans afgang efter præsidentvalget.

Fristen for præsidenten til at træde tilbage fra sin post udløb ved midnat natten til torsdag.

Stemningen i Gambia har været spændt siden præsidentvalget i december. Her tabte præsident Jammeh til erhvervsmanden Barrow.

Det skulle have ført til et magtskifte 19. januar.

Nigeria har tidligere sendt styrker til Gambias grænse.

/ritzau/Reuters