Taliban-leder i Afghanistan siger, at han ikke tror på fred og vil arbejde for sharialov i Pakistan.

Den Afghanistan-baserede Taliban-leder Maulvi Fazlullah har svoret at vende tilbage til Pakistan for at føre krig i hans tidligere højborg Swatdalen, og han tvivler på, at regeringen er seriøs i fredsforhandlingerne med militante grupper.

- Vi ofrede vore liv, forlod vore hjem og landsbyer for sharia-lovens skyld og vil gøre, hvad det kræver, for at vi kan indføre sharia i Malakand-regionen og resten af Pakistan, siger Sirajuddin Ahmad, talsmand for Fazlullah.

Truslen fra Taliban er lige i øjeblikket hovedemnet for den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clintons, besøg i Pakistan. Amerikanerne vil have pakistanerne til at slå langt hårdere ned på de militante grupper.

Efter torsdagens møde mellem Clinton og den pakistanske regering var budskabet, at USA havde presset Pakistan ualmindeligt hårdt. Amerikanerne siger, at de vil jage militante grupper både inden og uden for Pakistan.

- Vi har tænkt os at presse pakistanerne virkelig meget i forhold til, hvad de er villige og i stand til at gøre sammen med os... at fjerne tilflugtssteder og de fortsatte trusler over grænsen til afghanerne, siger Clinton.

/ritzau/Reuters