Normalt er foråret blodigt i Afghanistan, når Taliban iværksætter offensiv. I år vil ny leder plante træer.

Kabul. Forårets komme i Afghanistan betyder normalt, at Taliban begynder at røre på sig igen efter vintermånederne.

Oprørsbevægelsens såkaldte forårsoffensiv har i årevis været lig med en kraftig stigning i antallet af angreb mod fjendtlige mål.

Men i år er Talibans nye leder, Haibatullah Akhundzada, kommet med et noget overraskende budskab forud for de normalt så blodige måneder.

Han opfordrer således afghanerne til at plante flere træer. Det sker i en besked på Talibans hjemmeside.

Ifølge Akhundzada er træer nemlig vigtige.

- De spiller en vigtig rolle i beskyttelsen af miljøet, i den økonomiske udvikling og i forskønnelsen af jorden.

- Muhajedinerne og vores elskede landsmænd må gå sammen og plante flere træer, siger han.

Den overraskende melding bliver dog ikke vel modtaget hos regeringen i Kabul.

I stedet for at plante træer skulle de stoppe med at plante bomber, siger en talsmand for landets indenrigsminister.

- De burde stoppe med at plante vejsidebomber, som dræber så mange uskyldige afghanere, herunder kvinder og børn, skriver talsmanden Sediq Sediqqi på Twitter.

Ifølge FN blev næsten 11.500 civile afghanere dræbt eller såret i 2016. Det er det højeste tal, der nogensinde er registreret.

Flere end 3500 børn var blandt de uskyldige ofre. Det er en stigning på næsten 25 procent siden sidste år ifølge FN.

Haibatullah Akhundzada overtog ledelsen af Taliban i Afghanistan, efter at forgængeren Akhtar Mansour i slutningen af maj blev dræbt af en amerikansk drone.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Taliban har tænkt sig at bruge færre kræfter på at bekæmpe sine fjender i år.

/ritzau/AFP