Den militante gruppe har taget skylden for et selvmordsangreb på en militærbus i det nordlige Afghanistan.

Kabul: Tre soldater er dræbt og otte andre såret i et selvmordsangreb på en afghansk militærbus i den nordlige del af Afghanistan mandag. Det oplyser embedsmænd ifølge AFP.

Den ekstremistiske gruppe Taliban, hvis regime blev væltet af en amerikanskledet koalition i 2001, har taget skylden for angrebet.

Hændelsen i Balkh-provinsen kommer, idet den militante gruppe optrapper sine angreb over hele landet i det 15 år lange oprør mod den vestligtstøttede regering i Kabul.

En talsmand for provinsens guvernør, Munir Ahmad Farhad, fortæller, at selvmordsbomberen kom løbende mod bussen, mens den bremsede for at køre over et fartbump.

Taliban har i løbet af vinterhalvåret optrappet sine angreb mod den afghanske regering og udenlandske mål i Afghanistan, hvilket understreger den forværrede sikkerhedssituation i landet.

/ritzau/AFP