Politifolk fra en paramilitær milits i det nordvestlige Pakistan kidnappet af Taleban efter kampe ved to checkpoints.

PAKISTAN: Taleban-krigere i Pakistan har kidnappet mindst 22 politifolk og soldater fra en lokal paramilitær styrke i landets nordvestlige del, skriver internationale nyhedsmedier.

Medlemmerne af den paramilitære styrke blev bortført, efter at svært bevæbnede Taleban-krigere havde angrebet to checkpoints og dræbt to fra den styrke, der bemandede de to checkpoints. Angrebet fandt sted tæt ved provinshovedstaden Peshawar, hvor Taleban de seneste måneder har optrappet deres voldelige aktiviteter.

De lokale myndigheder sætter antallet af kidnappede til 22, mens andre taler om, at antallet er mindst 33. Talsmænd for Taleban, der har påtaget sig skylden for angrebet, giver også forskellige tal. En siger 30, mens en anden hævder, at 33 er kidnappet samt at otte militsfolk skulle være dræbt.

Tidligere på måneden lykkedes det Taleban at gennemføre et angreb på den lokale lufthavn i Peshawar samt slå en lokal fremtrædende politiker og otte andre ihjel med en bombe ved et politisk møde.

Ifølge Reuters har der været spekulationer om splittelse i toppen af den pakistanske Taleban-bevægelse, og nogle ser den optrappede vold i og omkring Peshawar som et tegn på, at lederen af bevægelsen i Pakistan, Hakimullah Mehsud, er ved at miste kontrollen.

Splittelsen kommer til udtryk ved, at én fløj mener, at det er vigtigst at angribe amerikanske mål i Afghanistan, mens en anden mener, at det er vigtigere at gå efter militære mål i Pakistan.

En af de Taleban-ledere, der ikke støtter angreb mod det pakistanske militær, blev tidligere på måneden såret af en bombe.

Samtidig er der en fløj hvis medlemmer krydser frem og tilbage over grænsen til Afghanistan og ledes af Maulana Fazlullah.

Denne gruppe stod bag kidnapningen og senere halshugningen af 17 pakistanske grænsevagter tidligere på året samt nedskydningen af teenagepigen Malala Yousufzai som straf for hendes kamp for pigers ret til uddannelse.

Onsdag fremlagde den pakistanske Taleban-bevægelse sine betingelser for en våbenhvile frem for regeringen. Her fremgår det, at landet alene skal regeres efter islamiske love, at al samarbejde med USA skal afbrydes, og at regeringen skal ophøre med enhver indblanding i Afghanistan,

Pakistanske embedsmænd har ifølge Reuters tilkendegivet, at Pakistan støtter de fredsforhandlinger som Taleban i Afghanistan har indledt med den afghanske regering i Paris.