En sygeplejerske, der blev snydt af to australske radioværter, som udgav sig for at være dronning Elizabeth, har begået selvmord.

STORBRITANNIEN: Sygeplejersken, der blev fuppet af to australske radioværter til at omstille et opkald til en anden sygeplejerske, som gav detaljerede oplysninger om den gravide hertuginde Catherine af Cambridge, er blevet fundet død og har efter al sandsynlighed taget sit eget liv. Det skriver Sky News.

Radioværterne på den australske station 2Day FM, Michael Christian og Mel Greig, udgav sig for at være dronning Elizabeth og ringede til det hospital, hvor hertuginden var indlagt.

Jacintha Saldanha, der havde arbejdet på The King Edward VII Hospital i fire år, er blevet fundet på en adresse tæt på hospitalet, hvor hertuginde Catherine blev behandlet for voldsom morgenkvalme.

- Politiet blev tilkaldt omkring klokken 9.35 fredag morgen, da en kvinde blev fundet bevidstløs på en adresse i Weymouth Street, siger en talsmand fra det britiske politi Scotland Yard, skriver bt.dk.

Kvinden var død på stedet, så ambulancepersonalet kunne intet stille op.

- Dødsfaldet bliver ikke betragtet som mistænkeligt på nuværende tidspunkt, siger talsmanden.

Hospitalet fortæller i en pressemeddelelse, at dødsfaldet er et stort tab.

- Jacintha har arbejdet på King Edward VII Hospital i mere end fire år. Hun var en fantastisk sygeplejerske, meget respekteret og populær hos alle sine kolleger, lyder det.

Under fupnummeret efterlignede den ene af radioværterne dronning Elisabeths stemme, mens den anden gøede i baggrunden. Men det vakte ikke mistanke hos den nu afdøde sygeplejerske, der stillede værten igennem til den sygeplejerske, der behandlede hertuginden.

Hun fortalte radioværten, at hertuginden var ved at blive »frisket op«. Ligesom hun sagde, at »hun sover i øjeblikket, og hun har haft en begivenhedsløs nat. Hun har fået væske, og hun er i øjeblikket stabil«.

Opkaldet er blevet kraftigt udskældt i britiske medier, og hospitalet har lovet at stramme op på sikkerheden.

Jacintha Saldanha efterlader sig to børn.