Syv soldater er dræbt, 15 soldater er savnet og fem er såret, efter Islamisk Stat stormede et militært checkpoint i Libyen.

LIBYEN: Islamisk Stat (IS) stormede fredag et militært checkpoint udenfor byen Ajdabiya i det østlige Libyen og dræbte syv libyske soldater, skriver Reuters og citerer kilder fra militæret.

Yderligere 15 soldater er savnet efter angrebet, og fem soldater er blevet såret.

»Kampene fortsætter omkring 100 kilometer fra Ajdabiya,« siger en talsmand fra militæret til Reuters.

Islamisk Stat udnytter den kaotiske situation i Libyen, som lige nu uofficielt har to regeringer og parlamenter, som hver især kæmper om kontrollen med landet fire år efter, at diktator Muammar Gaddafi blev væltet.

Det internationale samfund anerkender den ene regering, men de kæmper mod den islamistiske regering, som har udråbt sig selv som landets ledere.

Imens stridigheden om magten foregår, kæmper flere militante grupper - herunder Islamisk Stat - om flere oliefelter i den olierige stat.

Flere grupper, der er loyale mod Islamisk Stat, sidder på magten i store dele af byen Sirte, som ligger 400 kilometer vest for Ajdabiya, hvor de libyske soldater fredag blev angrebet.

Fire indiske statsborgere blev fredag taget til fange nær Sirte. To af dem er dog blevet sluppet fri igen, oplyser de indiske myndigheder ifølge Reuters.