De lokale myndigheder fra Scottsville i Kentucky, USA, er på bar bund i sagen om drabet på den kun 7-årige Gabby Doolin.

Hun var ude for at se amerikansk fodbold på en skole med sin familie. Klokken 19.40 bliver hun meldt savnet af forældrene og kun 25 minutter senere fandt man den lille piges lig i en å bag skolen. Det skriver flere medier heriblandt the Mirror.

Politiet har endnu ikke offentliggjort en dødsårsag, men de har oplyst, at man efterforsker Gabby Doolins død som en drabssag. Myndighederne har endnu ikke foretaget anholdelser eller udpeget mistænkte i sagen.

Familien i dyb sorg
Gabby Doolins far Brian Doolin har skrevet følgende rørende og hjerteskærende besked på Facebook.

»Tak til venner og familie. Vi har aldrig følt os så tomme indeni. Jeg ville give alt for at holde om min lille pige bare én gang til. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg ville med glæde bytte plads med min lille pige. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kunne finde på at gøre det her,« lyder det i beskeden.