SYRIEN: Den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i det sydlige Damaskus er nu udelukkende under oprørernes kontrol. Det fortæller kilder fra både oprøreres og palæstinensernes side til Reuters.
Overtaget fra oppositionssoldaterne, som har nogle palæstinensiske grupper i ryggen, følger flere dages kampe med præsident Bashar al-Assads styrker og deres allierede, som også er palæstinensiske soldater, men fra gruppen PFLP-GC.
Ifølge oprørskilder hoppede mange af soldaterne fra PFLP-GC dog over på oprørssiden lørdag, mens deres leder Ahmed Jibril samme dag forlod flygtningelejren.
- Hele lejren er under Den Frie Syriske Hærs kontrol, siger en palæstinensisk aktivist i lejren til Reuters.
Sammenstødene mellem de to fronter er standset, og de sidste PFLP-soldater har trukket sig tilbage sammen med regeringsstyrkerne i den nordlige udkant af lejren, forklarer aktivisten.
BNB/Reuters