Den omstridte by al-Bab i Syrien er blevet indtaget af oprørsgrupper med hjælp fra tyrkiske soldater.

Ankara. Oprørsgrupper i Syrien har genvundet kontrollen over byen al-Bab i den nordlige del af landet.

Den har i gennem længere tid været kontrolleret af krigere fra Islamisk Stat (IS).

Tyrkisk militær har hjulpet oprørere med at genindtage byen.

Den tyrkiske forsvarsminister, Fikri Isik, bekræfter, at man har kontrol over næsten hele byen.

- Det er lang tid siden, at vi kom til al-Bab. Men i dag kan vi sige, at vi har taget næsten fuld kontrol over byens centrum, siger han ifølge det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, skriver Reuters.

Al-Bab ligger cirka 25 kilometer syd for grænsen til Tyrkiet. Der har været hårde kampe i byen i løbet af februar.

Vi meddeler, at al-Bab er fuldstændig befriet, og at vi nu rydder miner i boligområder, siger Ahman Otman, leder for Sultan Mourad-oprørsgruppen.

Det er en af flere grupper, der har kæmpet for at fordrive IS fra byen.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er flere end 400 civile blevet dræbt i al-Bab siden november, skriver NTB.

Dertil kommer hundredvis af oprørere og over 50 tyrkiske soldater.

Efter indtagelsen af al-Bab er det næste skridt for de syriske oprørere nu byen Raqqa, der af mange bliver kaldt Islamisk Stats hovedstad i Syrien.

Tyrkiet begyndte at støtte de syriske oprørere i august sidste år i et forsøg på at få Islamisk Stats soldater længere væk fra den tyrkiske grænse.

/ritzau/