Syrien siger, at 120 politifolk er dræbt ved et væbnet angreb. Aktivister siger, at det var et mytteri.

Over 120 medlemmer af Syriens sikkerhedsstyrker er blevet dræbt under hårde kampe med bevæbnede mænd, rapporterer Syriens statslige tv.

Det er første gang, at der er rapporter om så omfattende kampe under det igangværende oprør mod præsident Bashar al-Assads styre.

Tv-stationen rapporterer, at bevæbnede mænd har sat ild til regeringsbygninger i byen Jisr al-Shughour i den nordvestlige del af landet.

De skal også have stjålet fem ton dynamit og beskudt civile og sikkerhedsstyrker med maskinpistoler og raketdrevne granater.

- Mændene lemlæstede nogle af ligene og smed dem i floden. Indbyggerne i Jisr al-Shughour har bedt hæren om at gribe hurtigt ind, rapporterer tv-stationen.

Oppositionsaktivister sagde tidligere, at mindst 37 indbyggere i byen har mistet livet siden i lørdags, hvor regeringsstyrkerne rykkede ind for at knuse de folkelige protester mod Assads regime.

De syriske myndigheder har forbudt stort set alle internationale medier at rapportere fra Syrien, hvilket gør det svært at få bekræftet oplysningerne fra syrisk tv.

To aktivister afviser over for det franske nyhedsbureau AFP tv-stationens oplysninger.

I stedet beretter de om et mytteri i sikkerhedsstyrkernes lokale hovedkvarter i byen.

- Jeg tror, at de har henrettet politifolk, der har afvist at skyde mod demonstranter, siger en af aktivisterne til AFP.

En anden aktivist siger, at skudvekslingerne begyndte, efter at der havde lydt en eksplosion i det militære hovedkvarter.

Demonstrationerne i Syrien er inspireret af de folkelige revolutioner i Tunesien og Egypten, der tidligere på året bragte de to landes ledere til fald.

/ritzau/Reuters