Øverst kan du i videoen se de franske sikkerhedsstyrker rykke ind i koncertsalen i Paris.

En af attentatmændene bag terrorangrebene i Paris fredag aften rejste muligvis gennem Grækenland for at komme til den franske hovedstad.

Det oplyser Grækenlands viceminister med ansvar for landets politiarbejde, Nikos Toscas, til Reuters.

Det syriske pas blev fundet tæt ved, hvor en af de i alt otte terrorister fredag døde, efter de havde dræbt mindst 127 mennesker ved seks angreb rundt omkring i Paris.

Da de franske myndigheder tjekkede passet, fandt de ud af, at indehaveren af passet var rejst til Frankrig gennem Grækenland i oktober.

»Indehaveren af passet passerede gennem den græske ø Leros den 3. oktober i år, hvor han blev registreret ifølge EU-reglerne,« siger Nikos Toscas.

BRAZIL FRANCE TERRORISM

En græsk politikilde har fortalt til Reuters, at alle europæiske lande er blevet bedt om at undersøge, om indehaveren af passet er blevet registreret hos dem.

Syriske pas er kendt for at være en værdifuld valuta blandt dem, der prøver at komme ind i Europa.

Det er dog ikke bekræftet, om attentatmanden er identisk med manden i passet, eller om det er et pas, han blot har brugt for at komme ind i Europa.

Udover det syriske pas er der også fundet et egyptisk og et fransk pas i nærheden af nogle af de syv andre mænd bag terrorangrebene i Paris.

Derudover har fingeraftryk angiveligt vist, at en af gerningsmændene er en radikaliseret fransk statsborger, der har været på listen over folk, der kunne udgøre en sikkerhedsrisiko.

Hvorfor der er fundet pas i nærheden af flere af gerningsmændene vides endnu ikke.

Islamisk Stat har angiveligt taget ansvaret for terrorangrebene.

Andre læser også