I et brev til FNs sikkerhedsråd lufter Syriens FN-ambassadør bekymringen for, at oprørerne får kemiske våben fra deres allierede lande, men at regeringen bliver anklaget for at bruge dem.

SYRIEN: Syriens top er »oprigtigt bekymret« for, at syriske ekstremistiske grupper bliver udstyret med kemiske våben fra forskellige lande. Og for, at den syriske regering kommer til at stå som afsendere, hvis våbnene bliver brugt.

Bekymringerne kommer ifølge Reuters fra landets FN-ambassadør, Bashar Ja’afari, som har sendt et brev til generalsekretær Ban Ki-moon og Sikkerhedsrådet.

Samtidig beskylder Ja’afari USA for at støtte terroristerne - som den syriske regering konsekvent kalder oprørerne - og for at sætte gang i anklager om, at præsident Bashar al-Assads allierede planlægger at bruge netop kemiske våben.

- Vi har officielt slået fast gang på gang og gennem diplomatiske kanaler, at Syrien ikke under nogen omstændigheder vil bruge kemiske våben, som landet muligvis har, fordi vi forsvarer folket mod terrorister, som har velkendte stater i ryggen. I spidsen står USA, siger den syriske FN-ambassadør.

Amerikanerne understreger, at det kun er humanitær bistand og ikke-dødbringende hjælp, de sender ind i Syrien til Assads modstandere, men erkender samtidig, at andre allierede sender våben til oprørerne.

Udmeldingerne om de kemiske våben kommer samtidig med, at oprørerne tager kontrollen over en vigtig slagmark, den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i det sydlige Damaskus. Det fortæller kilder fra både oprøreres og palæstinensernes side til Reuters.

Overtaget fra oppositionssoldaterne, som har nogle palæstinensiske grupper i ryggen, følger flere dages kampe med Assads styrker og deres allierede, som også er palæstinensiske soldater, men fra gruppen PFLP-GC.

Ifølge oprørskilder hoppede mange af soldaterne fra PFLP-GC dog over på oprørssiden lørdag, mens deres leder Ahmed Jibril samme dag forlod flygtningelejren.

- Hele lejren er under Den Frie Syriske Hærs kontrol, siger en palæstinensisk aktivist i lejren til Reuters.

Sammenstødene mellem de to fronter i lejren er standset, og de sidste PFLP-soldater har trukket sig tilbage sammen med regeringsstyrkerne i den nordlige udkant, forklarer aktivisten.

Konflikten, som har udviklet sig til en borgerkrig, har stået på i knap to år, og mindst 40.000 mennesker er blevet dræbt, mens flere end en halv million flygtninge er registrerede i nabolandene.