CARIBIEN: Mere end 200 passagerer og besætningsmedlemmer er blevet ramt af en endnu ukendt sygdom ombord på luksuslineren Queen Mary 2, der lige nu befinder sig i Det Caribiske Hav. Det oplyser en embedsmand fra USAs sygdomskontrol til Reuters ifølge Nypost.com. Han tilføjer, at Roskildesyge mistænkes for at være skyld i udbruddet af diarre og opkast.

Ombord på Queen Mary 2 er i alt 2.613 passagerer. Skibet sejlede ud fra Brooklyn i New York sidste lørdag og ligger lige nu forankret i Saint Lucia i Caribien, oplyser skibsreder Cunard Line.

Ifølge rederiet er de sygdomsramte passagerer blevet bedt om at »isolere sig i deres kahytter, indtil de ikke længere smitter«.

Lige nu er medicinsk personale ved at indsamle prøver fra de syge passagerer og besætningsmedlemmer, og når luksuslineren er tilbage i Brooklyn på torsdag, vil der blive gennemført en miljø- og sundhedsvurdering, oplyser USAs sygdomskontrol til Reuters ifølge Nypost.com.

BNB