VENEZUELA: Den kræftsyge venezuelanske præsident Hugo Chávez, som stadig befinder sig i Cuba efter sin seneste operation, har overladt en række økonomiske opgaver til sin vicepræsident, Nicolas Maduro, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge The Times of India.

Ifølge et dekret underskrevet af Chávez og offentliggjort onsdag er Maduro nu ansvarlig for visse beslutninger vedrørende det nationale budget samt ekspropriationer.

Chávez vandt endnu en seksårig periode som præsident ved valget i oktober og skal efter planen tages i ed 10. januar. Dog har hans helbred vakt bekymring om fremtiden for hans venstreorienterede bevægelse, skriver AFP ifølge The Times of India.

Tidligere i denne måned udpegede præsidenten Maduro som sin efterfølger.

I mandags oplyste embedsmænd fra regeringen, at Chavez er i bedring efter sin kræftoperation i Cuba.

58-årige Hugo Chávez har siddet ved magten i Venezuela siden 1999.

BNB