Fredag i næste uge tager Sydkoreas parlament stilling til forslag om at stille præsident Park for en rigsret.

Seoul. Det politiske pres vokser på Sydkoreas i forvejen hårdt pressede præsident, Park Geun-hye.

Landets tre oppositionspartier er fredag blevet enige om at fremsætte forslag om, at Park Geun-hye bliver stillet for en rigsret.

Det skriver nyhedsbureauet Yonhap fredag.

Partierne tilføjer ifølge Yonhap, at afstemningen i parlamentet finder sted fredag 9. december.

Afstemningen vil også blive gennemført, selv om præsidenten i mellemtiden annoncerer sin tilbagetræden.

Park Geun-hye, der beskyldes for korruption, tilbød tirsdag at træde tilbage efter en række massedemonstrationer i Seoul.

Der var første gang, at hun talte om at forlade embedet.

Park Geun-hye har tidligere fremsat undskyldninger. Men hun har indtil nu afvist at træde tilbage.

Park befinder sig i den største krise i sin politiske karriere.

I centrum for korruptionsskandalen står Choi Son-sil, en af Parks nærmeste veninder.

Hun sidder i øjeblikket fængslet og er mistænkt for at have udnyttet sit venskab med præsidenten til at presse penge ud af store selskaber.

Ifølge anklagerne har Park været medvirkende til pengeafpresningen samt lækket fortrolige dokumenter til Choi. Præsidenten nægter anklagerne. Flere af Parks rådgivere er også rodet ind i skandalen.

Tilhængere af præsidenten foreslog efter hendes udmelding tirsdag, at Park kan forlade præsidentposten i april, og så kan der holdes præsidentvalg i juni.

For at forslaget om en rigsret skal vedtages, kræver det opbakning fra mindst 200 af parlamentets 300 medlemmer.

Med den sammensætning nationalforsamlingen i Seoul har, skal mindst 28 medlemmer af det regerende Saenuri-parti støtte forslaget for at opfylde kravet om totredjedeles opbakning.

En gruppe af partiets Park-kritiske parlamentsmedlemmer sagde tidligere fredag lokal tid, at såfremt præsidenten ikke senest onsdag meddeler, at hun vil trække sig, så vil de støtte forslaget om en rigsretssag.

/ritzau/