Sydkoreas politi forsøger at finde ud af, om manden der sidder anholdt for overfald på USAs ambassadør, har forbindelser til Nordkorea.

SYDKOREA: Politiet i Sydkorea undersøger i øjeblikket mulige forbindelser mellem Nordkorea og den mand, der sidder fængsler for knivoverfaldet på USAs ambassadør, Mark Lippert.

Efter overfaldet måtte ambassadøren syes med 80 sting.

Den 55-årige anholdte har ifølge Reuters flere gange været i Nordkorea og betegnes som en nationalist, der siger, at hans motiv til at snitte ambassadøren i ansigtet og på hænderne var at protestere mod de årlige militærøvelser med amerikanske og sydkoreanske styrker, der begyndte i denne uge.

»Vi efterforsker, om der er nogen forbindelse mellem den mistænktes besøg i Nordkorea og den forbrydelse, der blev begået mod USAs ambassadør,«, siger politichefen for Seouls centrale Jongno distrikt, Yoon Meyong-seong.

Den anholdte 55-årige nægter, at hans handling på nogen måde har nogen forbindelse til Nordkorea, og han har forklaret journalister, at han på intet tidspunkt har været i Nordkorea.

Politiet siger derimod, at der er fundet bøger, som menes at skulle offentliggøres i Nordkorea, og de efterforsker nu hans motiver til at ligge inde med dem.

Yderligere oplyser politiet, at den 55-årige i 2010 forsøgte at angribe den japanske ambassadør med et stykke cement og blev idømt en betinget fængselsstraf.