Spændingerne i Asien stiger, efter at Sydkorea har meddelt, at det udvider sin luftforsvarszone, så det lapper over Kinas seneste udvidelse.

SYDKOREA: Som en direkte udfordring til Kina meddelte Sydkorea søndag, at landet udvider sin luftforsvarszone til at omfatte en klippeø i Det Østkinesiske Hav, som både Sydkorea og Kina gør krav på, skriver internationale nyhedsmedier.

Sydkoreas skridt vil med sikkerhed være med til at øge spændingerne i regionen, efter at Kina i sidste måned meddelte, at det havde udvidet sin luftfartszone til at omfatte en række øer som Japan kontrollerer, men som Kina også gør krav på.

Yderligere forlanger Kina, at luftfartsselskaber der sender fly ind i zonen, på forhånd skal rapportere det til de kinesiske myndigheder.

Den sydkoreanske udvidelse er sket i kølvandet på, at ledelsen i Seoul har konfereret med USA, skriver AFP.

Hverken Japan eller Sydkorea har bedt landenes forskellige flyselskaber om at følge kinesernes krav, og i en særskilt erklæring siger det sydkoreanske militær, at Sydkorea ikke vil kræve identifikation af civile fly, der kommer ind i zonen.

Der er endnu ingen reaktion fra Kina på udvidelsen, men fredag sagde en talsmand for det kinesiske forsvarsministerium, at eventuelle nye skridt fra Sydkorea »skal følge international lov«, og at »Kina vil opretholde kommunikationen med Sydkorea på basis af lighed og gensidig respekt«.

Sydkorea har sagt, at den udvidede luftforsvarszone bliver effektiv fra 15. december.

Det sydkoreanske forsvarsministerium siger i en særskilt meddelelse, at den nye zone ikke vil influere på nabolandenes suverænitet:

»Vi tror ikke, at det vil have nogen væsentlig indflydelse på vores relationer til Japan og Kina, fordi vi arbejder for fred og samarbejde i det nordøstlige Asien,« lyder det fra Seoul.

Klippeøen som Sydkoreanerne kalder Iedo kontrolleres de facto af Sydkorea, der har placeret et forskningscenter på toppen af klippen.