Park Geun-Hye er taget i ed som Sydkoreas første kvindelige præsident. Hendes største udfordring bliver forholdet til nabolandet i nord.

SYDKOREA: Mandag vil sydkoreanerne fejre deres første kvindelige præsident i en timelang ceremoni med kanonsalut og musik fra blandt andre rapperen Psy, som stod bag det verdensomspændende hit »Gangnam Style« i 2012, skriver flere aljazeera.com.

Som leder af den fjerdestørste økonomi i asien står 61-årige Park over for betydelige udfordringer herunder atomtruslen fra nabolandet i nord, en skrantende økonomi og eksploderende velfærdsomkostninger for en af verdens hurtigst aldrende befolkninger.

I sin første tale til folket, sagde Park, at Nordkoreas seneste atomprøvesprængninger er en stor udfordring for det koreanske folks overlevelse og fremtid.

»Jeg opfordrer Nordkorea til at opgive landets nukleare ambitioner øjeblikkeligt og gå ad vejen mod fred og fælles udvikling.«

Park har i sin valgkamp lovet at arbejde for et tættere og »tillidsbaseret« forhold til Nordkorea.

Analytikere mener, at den nye præsidents hænder er bundet efter nordkoreanernes seneste atomprøvesprængning, da flere medlemmer af hendes eget konservative parti er imod et tættere samarbejde med naboen i nord.

Professor John Delury fra Yonsei-universitetet i Seoul siger til Al Jazeera, at Nordkorea er »et notorisk svært land at samarbejde med,« men på trods af det er sydkoreanernes forventninger til den nye præsident høje.

»Hun er nødt til at starte en direkte dialog med Nordkorea og herigennem finde måder at forbedre forholdet på,« siger professoren.

Park indtager præsidentposten mere end 50 år efter hendes far, Park Chung-He, tog magten ved et militærkup. Han styrede landet med jernhånd i 18 år, indtil han blev myrdet.

Datterens politiske karriere har været overskygget af arven fra faren. Han huskes både for at have ført landet ud af fattigdom, men også for talrige overgreb på menneskerettighederne.