Det kan være slut med at sprede benene op i luften, næste gang du skal til underlivsundersøgelse. En svensk overlæge har opfundet en ny kønsneutral undersøgelsesstol.

Den nye stol er udviklet af Greta Edelstam, lektor og leder af Kvindernes Klinik på Danderyds Sygehus i Stockholm. Hun mener, at der var et behov for at give patienter en ’bedre oplevelse’, når de fik undersøgt deres underliv:

»Gynækologstolen har ikke ændret udseende i 100 år. Derfor er det på tide, at alle, som har behov for at få undersøgt deres underliv, kvinder såvel som mænd, får en bedre og mere værdig oplevelse.«

Ifølge Greta Edelstam gør den nuværende stol med fodstøtter, at patienten er tvunget til at udstille sine kønsorganer til enhver, der er i rummet, indtil lægen er klar til at udføre undersøgelsen. Den nye stol er designet, så man kan holde sine ben samlet - til lægen altså er klar. Den nye opfindelse har fået navnet ’hen-stolen Kim’, som både kan være et drenge- og pigenavn. Men selvom det altså er meningen, at stolen skal være kønsneutral, er den dog alligevel traditionelt drengefarvet blå:

»Vi har valgt at gøre den blå. For en kvinde er det måske ligegyldigt, men for en mand ville det nok ikke være sjovt at sætte sig i en lyserød stol,« siger Greta Edelstam.

Hun håber på, at den nye opfindelse vil blive solgt til hele Sverige - og måske senere udbredt til Danmark.