Vi skal i gang med at planlægge, så vi er klar til at regere landet, siger Jimmie Åkesson, partileder for Sverigedemokraterne, der har stor medvind i meningsmålingerne.

SVERIGE: Sverigedemokraterne - som ifølge en ny meningsmåling står til at blive Sveriges største parti - holder lørdag sommergruppemøde i Blekinge.

Og det var ikke med ydmyghed, at partileder Jimmie Åkesson mødte sine partifæller. Fra talerstolen erklærede han, at det indvandrerkritiske parti er klar til at tage ansvar og sætte den politiske agenda.

»Vi er kommet langt, men vi vil endnu længere. Det handler om at vise, at vi er i stand til at regere landet,« erklærede Åkesson ifølge Aftonbladet.

»Der er lang tid til valget, men det er klart, at vi allerede nu skal skal begynde at planlægge, så vi er parate til at tage et reelt ansvar for landet. Vi skal være etablissementet. Vi skal dominere samfundsdebatten,« sagde han,

Partilederen gav under sin tale de øvrige partier i Riksdagen skylden for torsdagens tragedie i Middelhavet, hvor op mod 200 flygtninge, heraf flere børn, druknede i forsøget på at komme til Europa.

»For hvad er det, der får folk til at risikere deres liv og deres børns liv for at komme til Sverige? Jeg tør godt sige, at det er andre partiers slappe politik, der skaber mange af disse tragiske menneskeskæbner,« sagde Jimmie Åkesson og slog fast, at det blandt andet derfor er vigtigt, at der bliver afholdt en folkeafstemning om den svenske udlændingepolitik.

Sverigedemokraterne vil ifølge YouGov-målingen få 25,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i Sverige i dag.