To unge flygtninge er tiltalt for voldtægt af særlig grov karakter. Offeret er en svensk dreng på kun 12 år.

De to tiltalte, som hævder at være 15 år gamle, bor begge på et hjem for uledsagede flygtningebørn i den svenske by Alvesta. Det var personalet på dette hjem, som kontaktede politiet i januar måned og fortalte, at de mistænkte drengene for at have begået voldtægt.

Kort efter blev drengene, som oprindeligt kommer fra Afghanistan, anholdt.  De er mistænkt for voldtægt af særlig grov karakter. Offeret er en 12-årig dreng, og voldtægten har angiveligt fundet sted i en skov lidt uden for Alvesta.

Ifølge anklagere Emma Berge blev den krænkede dreng slået og derefter voldtaget af først den ene og derefter den anden.

»Jeg vil insistere på, at de begge idømmes fængsel og udvisning,« siger Emma Berge til Expressen.

Ifølge anklagemyndigheden har gerningsmændene uvist særlig hensynsløshed ved at filme overfaldet med en mobiltelefon. Desuden er de på grund af optagelserne anklaget for at have overtrådt loven om børnepornografi.

Begge drenge nægter sig skyldige.

I forbindelse med anholdelsen hævede begge de tiltalte at være 15 år gamle, men efterfølgende er der opstået tvivl om drengenes alder. Anklageren Emma Berge påstår, at de er over 18 år.

En tandrøntgenundersøgelse har senere vist, at den ene tiltalte er mellem 18 og 19 år gammel. Den andens alder er stadig ukendt. Drengenes alder har stor betydning, hvis de bliver fundet skyldige og skal idømmes en straf.

Den 12-årige dreng delte tidligere værelse med den ene af de to tiltalte. Drengen har fortalt, at den tiltalte har udsat ham for vold og seksuelle krænkelser mindst en gang før voldtægten.

De to anklagede skal efter planen for retten den 29. februar og den 2. marts.