Det skal ikke være jagten på overskud, der bestemmer i den offentlige sektor. Plejehjem, hospitaler og skoler skal ikke drives på markedsvilkår, fastslår Sveriges nye statsminister. Stefan Löfven vil hæve skatterne for at give plads til mere velfærd.

SVERIGE: På den anden side af Øresund mærker Hr. Svensson og Fru Olofsson, at de har fået en håndværker som statsminister. Svejseren Stefan Löfven er i gang med den helt store ombygning af det svenske velfærdssamfund, skriver Ugebrevet A4.

Den svenske statsminister kasserer det, som han kalder den borgerlige måde at drive den offentlige sektor på og hæver skatterne for at øge velfærden. De godt ni millioner svenskere skal slet og ret kunne se forskel på, om de har en socialdemokratisk eller en borgerlig regering, mener Stefan Löfven.

»Jeg kalder det for et paradigmeskifte. Nu går vi fra en politik, hvor alting handlede om at sænke skatterne og en vrangforestilling om, at hvis bare man sænker skatterne, bliver alting godt. Den tidligere regering sænkede skatterne i både gode og dårlige tider og mente, at skattelettelser var opskriften på alt,« siger Stefan Löfven.

I et interview med Ugebrevet A4 lægger Stefan Löfven ikke skjul på, at han nu vil rette op på de skader, som Folkhemmet ifølge ham har lidt under den borgerlige regering.

»Nu opkræver vi 75 milliarder kroner mere i skatter og arbejdsgiverafgifter. Og skatteindtægterne bruger vi til at skabe flere job, som især skal gå til de unge, mere uddannelse til arbejdsløse, højere arbejdsløshedsforsikring og bedre understøttelse til enlige forsørgere. Beskæftigelse, skoler og velfærd skal prioriteres. Det, vi talte om i valgkampen, ser vi nu begyndelsen til,« fastslår Stefan Löfven.

BNB