Sverige anerkender nu Palæstina som en selvstændig stat, men det medfører ikke, at svenskerne vælger side i konflikten mellem israelere og palæstinensere, understreger udenrigsministeren.

SVERIGE: Fremover vil Sverige behandle Palæstina som en selvstændig stat. Det har den nytiltrådte regering som ventet bebudet torsdag, oplyser svenske medier.

»Den væsentligste årsag er, at regeringen anser de folkeretlige kriterier for opfyldt. Der er et territorium, en befolkning og en regering,« forklarer udenrigsminister Margot Wallström ifølge Aftonbladet.se på en pressekonference.

Regeringen håber, at den svenske anerkendelse af Palæstinas selvstændighed vil bidrage til at sætte skred i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere, og Margot Wallström understreger, at regeringen med sin beslutning ikke vælger side i den årelange konflikt mellem de to parter.

»Vi vælger ikke at stå på den ene parts side. Vi vælger at stå på fredsprocessens side. Historien vil være venligt stemt over for denne beslutning, som, jeg mener, vil styrke vores omdømme i verden,« forklarer den svenske udenrigsminister.

Beslutningen om at anerkende Palæstina vækker dog ikke just begejstring i hverken Israel eller USA. Men det var ventet, siger Margot Wallström, som håber, at andre lande vil følge i hælene på Sverige. I efteråret 2012 vedtog et flertal i FNs Generalforsamling at tildele Palæstina observatørstatus i verdensorganisationen, en beslutning, der mødte opbakning fra Danmark, mens som både Israel og USA stemte imod.

Margot Wallström slår fast, at den svenske regerings anerkendelse af Palæstina ikke betyder, at Sverige vil stille andre krav til palæstinenserne end hidtil. Regeringen vil fortsat kræve af palæstinenserne, at de gør en indsats for at bekæmpe korruption og for at forbedre kvinders rettigheder, forklarer hun ifølge Aftonbladet.

Den svenske regering er også parat med en ny femårig strategi for Palæstina i forbindelse med anerkendelsen, den indebærer blandt andet, at svenskerne vil støtte palæstinenserne med yderligere 500 millioner svenske kroner i de kommende år.