Den 31-årige svensker Therese Palmkvist blev 13. marts efterlyst af et familiemedlem. Siden da har hun været sporløst forsvundet. Nu har politiet ifølge Aftonbladet fundet liget af en kvinde, der formodes at være den 31-årige forsvundne kvinde. Liget lå gemt væk i den forsvundne kvindes kælder, siger politiet ifølge Aftonbladet. En mand er nu efterlyst for mord.

Therese Palmkvists hus i Långshytten i Dalarna omkring 150 kilometer nord for Stockholm, har været afspærret siden sidste uge, men i første omgang fandt politiet ikke noget i huset.

Politiet frygtede, at Therese Palmkvist var blevet kidnappet, og mandag anholdte og efterlyste de en mand 'in absentia', som var mistænkt for at stå bag kidnapningen.

Tirsdag mødte politiet op i huset med sporhunde, og her fik de endelig et gennembrud i sagen.

I husets kælder fandt man nemlig et lig, der var rullet ind i et tæppe og gemt væk. Forklaringen på, at politiet ikke fandt noget i første omgang skal altså angiveligt findes i, at liget var gemt så godt af vejen.

Ifølge Aftonbladet formodes det at være den 31-årige Therese Palmkvist, der er fundet i husets kælder, men politiet har endnu ikke bekræftet oplysningen.

Avisen fortæller også, at flere lokale medier har fortalt, at Therese Palmkvist har været forsvundet i flere måneder, men at hun først officielt blev meldt savnet den 13. marts.

Manden, der tidligere var efterlyst for kidnapning, er nu efterlyst for mord.