SVERIGE: Den 28-årige Taimour Abdulwahab, der sprængte sig i luften midt i Stockholms julehandel i 2010, stod ikke i ledtog med en terrororganisation og havde ingen medskyldige, men handlede helt på egen hånd, skriver den svenske avis Expressen.

Det er konklusionen i en efterforskningsrapport, som ifølge chefanklager Agnetha Hilding Qvaenström viser manden som en såkaldt »lone wolf«.

Efterforskningen har vist, at manden flere gange var i Irak, hvor han blev radikaliseret, og at han fik opskriften til sin bombe i et terrorskrift, som al Qaeda udgiver.

Efterforskningen har også vist, at bomben nærmest kunne fremstilles hjemme ved et køkkenbord, og ikke krævede den store tekniske snilde.

BNB