En vagtbetjent blev fredag fundet skudt ved den svenske statsministers embedsbolig. Alt tyder på, at der var tale om selvmord, men politiet foretager alligevel en grundig undersøgelse af sagen.

Det skabte stort postyr i den svenske hovedstad Stockholm, da en mand fredag efter middag blev fundet skudt ved den svenske statsminister Fredrik Reinfeldts embedsbolig, Sagerska Palatset.

Manden blev ifølge Expressen.se fundet død ved middagstid af en kollega på et toilet bag indgangen til paladset. De første meldinger gik på, at manden fungerede som livvagt for Reinfeldt, men ifølge flere svenske medier var der tale om en vagtbetjent. Vagtbetjentene i Sagerska Paladset er angiveligt altid bevæbnede, selvom de bevogter områder og ting og ikke personer.

Der er intet, som tyder på, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, som formodes at være et selvmord, oplyser Towe Hägg, der er talsmand for politiet i Stockholm.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fundet en afdød mand. Han døde inde på Sagerska Palatset. Der er ingen tegn på, at der er tale om en forbrydelse, men vi foretager en undersøgelse med hjælp fra teknikere på stedet, siger hun ifølge Aftonbladet.se.

Selvom alt peger på, at der er tale om selvmord, tager politiet ingen chancer. Teknikerene skal derfor undersøge, om der er tale om et fingeret selvmord, der skal dække over et drab på en ansat med adgang til statsministerboligen.

Også den svenske efterretningstjeneste SÄPO følger situationen, oplyser tjenestens talsmand Sirpa Franzén.

- Vi er opmærksomme på, at der er sket en hændelse på Sagerska Palatset. På nuværende tidspunkt ser vi ingen koblinger til Rigsdagen (det svenske parlament, red.) eller regeringen. Vi holder os opdaterede om sagen, som ligger hos Stockholms Politi, siger hun.

Den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt var ikke i fare under skudepisoden, idet han slet ikke var hjemme, da der blev skudt. De første meldinger gik på, at hans familie også var ude af huset, men ifølge Aftonbladet.se opholdt statsministerens ene søn sig i tjenesteboligen, der ligger i det centrale Stockholm. En oplysning, som Reinfeldts pressechef Roberta Alenius dog ikke vil bekræfte:

- Det er ikke noget, jeg kender til. Og det handler om mindreårige børn, så selv hvis jeg havde vidst noget, ville jeg ikke sige det, siger hun til avisen.