To personer er fredag aften blevet dræbt af skud i en café i Rinkeby ved Stockholm.

Det oplyser politiet i Sveriges hovedstad ifølge nyhedsbureauet TT.

»Politiet på stedet kan bekræfte, at der har været et skyderi, hvor to personer er blevet dræbt. Nu indsamler vi informationer, identificerer personerne, underretter de pårørende og leder efter gerningsmanden eller gerningsmændene,« siger polititalsmand Towe Hägg ifølge Aftonbladet.

Ifølge svenske medier sad de dræbte ved et bord på caféen, da flere maskerede gerningsmænd stormede ind og åbnede ild.

Ifølge Aftonbladets informationer blev der både anvendt automatvåben og pistoler i skyderiet. En af de dræbte blev angiveligt ramt af skud i hovedet.

Mediet har også talt med ejeren af caféen, der ikke selv var til stede, da skyderiet fandt sted, men som efterfølgende har fået beskrevet, hvordan de to cafégæster løb for deres liv.

»De blev jagtet og løb ind i vores opvaskerum. Og det var her, man fandt ligene,« siger caféejeren til Aftonbladet.

Indtil videre har politiets jagt på drabsmændene ikke givet resultater. Efter dobbeltdrabet samledes hundredvis af personer uden for det afspærrede område ved gerningsstedet.

Der har været en del uroligheder på stedet, beretter svenske medier.

»Flere har kastet genstande mod vores politipatruljer,« siger Towe Hägg.

Politiet på stedet er iført beskyttelsesudstyr, og ingen er kommet noget til.

Ved midnatstid er kun få personer tilbage ved afspærringerne, og ifølge politiet er der faldet ro over gemytterne.

Identiteten på de to dræbte personer er ikke oplyst. Politiet vil ikke kommentere rygter i medierne om, at det drejer sig om to brødre.

Aftonbladet skriver, at flere personer tog del i drabene, som ifølge avisen blev udført med automatvåben.

/ritzau/