Umiddelbart virkede svenske 'Robert' til at være en helt normal mand. Han var en vellidt pædagog i den lokale børnehave, og han havde familie og venner. Sandheden var dog en helt anden, og han står nu frem med historien om, hvordan han i mange år havde lyst til at se på og begå overgreb på små børn.
Det skriver norske VG, der i samarbejde med Aftonbladet og Svenska Dagbladet, gennem en omfattende undersøgelse har identificeret 72 mænd, der har downloadet film af grove overgreb på børn.
De har analyseret filerne, og brugernavnene i det datamateriale de har fundet, er blevet krydstjekket med e-mails og IP-adresser. Det resulterede i, at de til sidst sad tilbage med navnene på 72 mænd.
Robert er en af dem, de tre medier har fundet frem til.
De tre medier afslørede Robert få dage før, han blev anholdt af politiet for år tilbage. Han er også blevet dømt i sagen.
På Roberts computer gjorde politiet hurtigt et skræmmende fund. Her fandt de flere film, hvor Robert selv voldtog børn. Af dommen fremgår det, at Robert, der ellers var en vellidt børnehavepædagog, også tog billeder af børnene med sin telefon, mens han skiftede ble på dem.
Efter Roberts eget udsagn, fik han inspirationen til at filme overgrebene fra internettet. Grænsen mellem de fantasier han havde derhjemme og i virkeligheden på arbejdet var blevet visket ud.
Da han blev anholdt, havde han nået at fotografere mere end tyve forskellige børn på mellem ét og tre år. Robert fortæller selv, at han har tænkt på børneovergreb siden 1993, og at han havde hentet film til sin computer i mange år.
I dag sidder Robert i et højrisikofængsel i Sverige. Ingen i fængslet ved, hvad det præcist er, han sidder inde for. Han frygter for sit liv - særligt hvis de hårde kriminelle opdager, hvad han er straffet for.
Gennem hele retssagen samarbejdede Robert med politiet, og han kalder sin tilståelse for en lettelse. Han så frem til at få hjælp i fængslet, men det gik ikke, som han troede. Robert fortæller, at pædofile med lange straffe kun bliver tilbudt sporadisk hjælp. Da han opdagede, at der var flere måneders ventetid på psykologhjælp, valgte han at tage sit eget liv.
Hans selvmordsforsøg mislykkedes, han blev sendt på psykiatrisk sygehus, og to måneder efter kom han tilbage i fængslet, hvor han fik en tid hos en psykolog.
Her talte de dog blot om selvmordstanker, og ikke om de forbrydelser han havde begået.
Robert mener, at der er to slags pædofile. Dem der benægter at have begået forbrydelserne, og dem der tilstår og skammer sig. Han siger selv, at han hører til blandt den sidste gruppe, og Robert fortæller, at han fra start skulle have haft professionel hjælp. Han turde bare aldrig snakke højt om sit problem.
»Det er ubeskriveligt sørgeligt, at der skulle forfærdelige forbrydelser og en fængselsstraf til, før jeg turde at bede om hjælp,« siger Robert til VG.
Robert har mange år tilbage af sin afsoning, og han fortæller til VG, at han angrer, det han har gjort. Han er ked af, at han har ødelagt mere end tyve familiers liv. Robert fortæller, at han ikke har flere venner tilbage, og at han tror, han får svært ved at finde et sted at bo, når han engang kommer ud.
Robert er et opdigtet navn, og nogle detaljer i historien er blevet ændret, så han ikke kan identificeres, skriver VG. Sammen med Aftonbladet og Svenska Dagbladet lovede de 'Robert' anonymitet for at få ham til at fortælle sin historie.
