Sveriges Förenede Muslimer får frataget deres statsstøtte efter afsløringer af mediet Aftonbladet og tænketanken Timbro.

Det skriver norske Nettavisen.

Aftonbladet har blandt andet afsløret flere kontroversielle holdninger, som forskellige forelæsere prædiker for medlemmerne. Eksempelvis har imam Muadh Zamzam ved en forelæsning fortalt, at unge piger på 12-13 år skal bære tørklæde for ikke at komme i Helvede. Det er blevet offentliggjort på video, som du kan se i toppen af artiklen.

Derudover har Timbro afsløret, at foreningen har koblinger til et ekstremistiske og antisemitiske miljøer.

Nu har den statslige myndighed 'Myndigheten för ungdoms- och civilsamhällesfrågor' besluttet, at foreningen ikke længere vil modtage støtte fra den svenske stat. Dermed skal de også betale de 535.000 svenske kroner tilbage, som de fik i forbindelse med et projekt.

'Sveriges Förenade Muslimers' udtalelser mod kvinder på flere forelæsninger strider imod demokratiske værdier. Foreningen har inviteret forelæsere, som har udtrykt ikke-demokratiske værdier,' lyder det fra Myndigheten för ungdoms- och civilsamhällesfrågor i en pressemeddelelse

Foreningen selv kalder beslutningen for en fejl og afviser anklagerne med, at der er tale om gamle klip, samt at man arbejder på, at foreningen er et trygt sted for alle.

'Vi har en valgt styrelse, som arbejder kontinuerligt med at holde øje med, at foreningen følger vedtægterne og er et trygt sted for alle. Vi må nu sætte os ind i beslutningen og finde ud af, hvad det betyder for fremtiden,' skriver Sveriges Förenade Muslimer på sin hjemmeside.