Debatten om kønsopdelt svømmeundervisning har raset herhjemme, siden Hovedstadens Svømmeklub i Tingbjerg sidste uge meldte ud, at de har oprettet særskilte hold for piger og afskærmer vinduerne - med det resultat at hundredevis af piger med indvandrerbaggrund er begyndt til svømning. 

På den anden side af Øresund er der også kønsopdelte hold i flere svømmehaller, men det møder nu skarp kritik fra Sveriges demokrati- og kulturminister Alice Bah Kuhnke fra Miljøpartiet.

»Jeg ser det som problematisk,« siger hun til SVT ifølge Aftonbladet.

Hvor problematikken er ny her i Danmark, har svenskerne igennem et års tid debatteret, om det er »opskriften på integration« - som Hovedstadens Svømmeklub kalder det herhjemme - eller knæfald for antifeministiske religiøse og kulturelle doktriner, at kønsopdele svømmeundervisningen.

Alice Bah Kuhnke tilhører i den grad kritikerne af de kønsopdelte hold, som også i Sverige er oprettet for at få piger med indvandrerbaggrund til at lære at svømme.

»At hævde, at man i religionens navn kan kræve, at forskellige dele af samfundet, som eksempelvis i svømmehaller, busser og tog, tilpasser sig, for at man har retten til at tro, hvad man vil, det er godt nok at gå for vidt,« sagde hun i debatprogrammet Agenda, som blev vist på SVT i søndags.

Imødekommer borgernes behov

Udtalelsen er bemærkelsesværdig, fordi Miljøpartiet ellers er kendt som indvandrervenligt. Og det er da heller ikke alle hendes partifæller, som deler ministerens holdning til det ømtålelige emne.

»Kultur og fritidsaktiviteter har til ansvar at kæmpe for et inkluderende samfund. Der er stort behov for, at så mange som muligt skal lære at svømme. Vi imødekommer medborgernes behov,« sagde Mehmet Coksürer, som er formand for kultur- og fritidsudvalget i Haninge Kommune, under et byrådsmøde i efteråret.

Formanden for det svenske bademesterforbund, Elisabeth Strömberg, er heller ikke enig med Alice Bah Kuhnke. Hun påpeger, at kun syv ud af de omkring 500 svenske svømmehaller har kønsopdelt svømmeundervisningen og svømmetiderne og mener, at det skal være op til hver enkelt kommune at afgøre, om det er noget de vil gøre eller ej.

I Danmark raser både integrationsminister Inger Støjberg (V) og kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF) mod Hovedstadens Svømmeklub, som efter deres mening bøjer sig for fuldstændig urimelige krav om særbehandling og ødelægger integrationen.

»Det er helt vanvittigt at efterkomme de her krav. Der er desperat mangel på svømmehaller, og så skal vi altså ikke lukke dem ned ved at putte sorte gardiner for vinduerne og sige »kun for piger,« siger Carl Christian Ebbesen til Berlingske.

Derimod mener integrationsforsker ved Aalborg Universitet Karen Nielsen Breidahl, at den kønsopdelte svømmeundervisning er positiv særbehandling og en god idé.

»Jeg kan personligt ikke se, at det skulle nedbryde samfundet, hvis piger finder det uoverskueligt at være i badedragt med drenge. Det handler om positiv særbehandling, som man også gør på mange andre områder,« fortæller hun.

Men de sidste ord er næppe sagt i den sag. Debatten fortsætter uden tvivl - både herhjemme og i Sverige.