En 23-årig mand, der gik gennem isen med en kampvogn i Sverige, er nu meldt omkommet.

Det skriver Aftonbladet og flere andre svenske medier.

Den 23-årige mand blev meldt savnet, efter at en kampvogn med ham og en anden person om bord sent søndag aften gik gennem isen på en flod mellem Boden og Ävlsbyn i det nordlige Sverige.

De første forlydender gik på, at der havde været fem personer om bord på kampvognen. Det er senere blevet nedjusteret til to.

»Vi ved, at der er tale om en kampvogn, som har navigeret forkert. Forsvaret oplyser, at den er gået gennem isen og er sunket til bunds,« siger redningsleder Trond Olofsson fra redningstjenesten i Norrbotten.

Det lykkedes for den ene af de to personer i kampvognen selv at komme ud. Vedkommende er stærkt nedkølet. Politiet havde længe bange anelser om den 23-årige omkomnes skæbne.

»Det er længe, at personen har været under isen. Desværre ser det ikke så godt ud,« lød det fra Trond Olofsson ved midnatstid til mandag.

Tre andre personer, der deltog i redningsarbejdet, er også stærkt nedkølede. Det oplyser svensk politi.

Dykkere og ambulancer er på stedet.

Ifølge Trond Olofsson gik kampvognen gennem isen på et lavvandet område.

»Der er ikke så dybt, og man kan se toppen af kampvognen stikke op over overfladen,« siger han.

Det svenske forsvar oplyser, at kampvognen deltog i en øvelse, der omfatter evnen til at operere i vinterlige forhold.

De pårørende er ikke underrettet om ulykken, og svensk forsvar opfordrer alle øvelsesdeltagere til at ringe hjem til deres familier.

Omkring 1200 personer fra syv enheder under det svenske forsvar deltog i øvelsen.

/ritzau/TT